RMC Podcast
10/2/2023

Fusionsproduktion fra Rio til Nashville med Morten Büchert

Hvordan lyder det, når stilarterne bossanova og country fusioneres? Og hvor stor kunstnerisk indflydelse har en musikproducer egentlig i en moderne indspilningsproces?

I denne episode af RMC Podcast skal I møde Morten Büchert – underviser og fagansvarlig for uddannelsen Musikproduktion på RMC – og hans kunstneriske forskningsprojekt med titlen 'Musikproduceren som kunstnerisk medskaber – forhandling af den kunstneriske fuldmagt'.

Morten tager os med ind i projektets to dele – den ene et samarbejde med DR og det andet et ret vildt eksperiment, hvor Morten først rejser til Rio de Janeiro, så til Nashville, for at optage lokale musikere, og efterfølgende prøver at fusionere de to steders musikstilarter i studiet hjemme i Danmark. Imens forhandler han sin egen kunstneriske fuldmagt og analyserer musikproducerens mange forskellige roller og ansvar undervejs i tilblivelsen af musik.

Gæst: Morten Büchert ¤ Vært/tilrettelæggelse/produktion: Jan Høgh Stricker

Der bliver spillet uddrag fra musik, der er en del af KUV projektet, og som ikke er udgivet endnu, men hvor sangskriveren og produceren er Morten Büchert.

”Musikproduceren som kunstnerisk medskaber – forhandling af den kunstneriske fuldmagt” er Kunstnerisk Udviklingsvirksomhed (KUV) på Rytmisk Musikkonservatorium (RMC) udvalgt og støttet af Kulturministeriets pulje til kunstnerisk udviklingsvirksomhed.

Projektet afsluttes med en offentlig KUV-præsentation på RMC 15. november 2023 kl. 17-20, se mere her.