RMC Podcast
4/21/2026

Sexede skeletter og tavse kroppe – når kunsten åbner de svære samtaler

RMC Podcast tager med på en SOUND Mission, der bringer kunstnere og NGO’er sammen om nye perspektiver på en svær samfundsproblematik: mænd med spiseforstyrrelser.

Vi har besøg af Mathi Egholt Rasmussen og Asbjørn Busk Horne, der begge er studerende på RMC, og som gennem et SOUND Mission projekt har samarbejdet med NGO’en Askovhus om at udvikle et kunstnerisk undervisningsforløb til gymnasier, ’Sexede skeletter og tavse kroppe’. Med udgangspunkt i digte, musik og personlige erfaringer arbejder de med at åbne et rum, hvor unge kan reflektere over krop, idealer og selvbillede.

Asbjørn og Mathi fortæller om mødet mellem kunst og en svær samfundsproblematik, og om en proces, der begyndte med et ønske om at nå mænd med spiseforstyrrelser – og endte i en erkendelse af, hvor svært det er at tale om. I stedet har de udviklet en kunstnerisk tilgang, der ikke starter med problemet, men med oplevelsen.

Vi taler også med Mads Ravnsbæk Sørensen fra musiklivets iværksætter-væksthus SOUND om idéen bag SOUND Mission: at bringe kunstnere og NGO’er sammen for at undersøge, hvordan kunst kan bidrage med nye perspektiver på komplekse samfundsudfordringer.

Hvordan arbejder man kunstnerisk med noget så sårbart? Hvad sker der, når personlige erfaringer bliver til fælles refleksion? Og kan kunst åbne samtaler, som ellers er svære at tage?

Gæster: Mathi Egholt Rasmussen, Asbjørn Busk Horne, Mads Ravnsbæk Sørensen

Vært/tilrettelæggelse/produktion: Jan Høgh Stricker

Link til eventet ’Musik, håb og handlekraft’ 23. april, som markerer SOUND Missions afslutning. 

Link til NGO’en Askovhus.